torsdag den 29. april 2010

Jeg er lidt bange..

Jeg er lidt bange, for alt det her med at være voksen. Jeg er lidt bange, for at have taget permanent skade af min stress. Jeg er lidt bange, for at leve livet...

På lørdag flytter min søster og jeg officielt, og endeligt(!), ind i vores lejlighed. På den ene side glæder jeg mig rigtig meget. Men på den anden side er jeg skrækslagen ved tanken. Det føles godt, men på den anden side minder det mig, alt for meget om sidste gang jeg flyttede hjemmefra. Dengang flyttede jeg sammen med en kæreste og jeg gik op i alt det der med at gøre det godt for os begge to. At hygge og nusse og pleje vores fælles hjem. Og jeg glædede mig over at gøre det. Men så på et eller andet tidspunkt forsvandt hyggen og det hjem blev et stort kaos. Det var ikke længere mit hjem og jeg blev nød til at finde et andet.

Jeg endte hjemme ved min mor, men det har ikke rigtig føltes som et hjem. I hvert fald kun til låns. Så de sidste 5 måneder har jeg ikke haft et fast stå sted. Jeg har følt mig lidt hjemløs og jeg har savnet at have noget der var mit eget. Men et eller andet sted har jeg nydt at der ikke var noget ansvar, at der ikke var noget der var mit. For det gjorde for ondt at tænke på det nederlag jeg følte da jeg flyttede. Nu flytter jeg igen. Jeg har gået og glædet mig til den dag i flere måneder, men nu hvor den er her, er jeg fuldstændig skrækslagen ved tanken.

Jeg er nød til nu, for alvor, at finde mig selv igen. Jeg skal starte forfra med at skabe noget der virkelig er mit. Kun for min skyld. Kun for mig.

Kun for mig.. Det er den mest simple sætning at sige. Jeg har bare så svært ved det. For jeg har altid haft den ide, at jeg skulle gøre mit bedste for at gøre andre glade. Det kostede mig bare for meget sidste efterår. Det fik mig helt ned med nakken og nu må jeg tage mig selv i kraven og gøre det her for mig selv. Jeg er bare ikke født til at være egoistisk. Men jeg ved jeg klarer det. Jeg ved at det her bare er endnu et skridt imod at blive et helt menneske igen.

Da jeg startede med at skrive, havde jeg en følelse af angst i hele kroppen. Den er ved at lette nu, men det slår mig lidt at det hele hænger sammen på en helt fantastisk måde. At hver gang jeg tror at det er et nyt problem der opstår. En ny angst eller en ny tristhed. Så er det bare et hint om, at der ligger en løsning eller en forklaring lige for snuden af mig. Jeg ved jo godt hvorfor jeg er bange for at flytte. Det er jo nu det bliver alvor. Det er nu jeg virkelig gør noget for mig. Det er nu jeg får mit eget sted og nu jeg skal lære at være mig igen. Og det skræmmer mig. For når man ikke har et sted som er ens eget og 'kun' har et sted man låner, så er det så nemt at glemme. At ignorere symptomerne og fortrænge årsagen. Det bliver snart lidt sværere. Og godt det samme. :)

lørdag den 24. april 2010

Koncentrationsbesvær

Argh! Da jeg startede på skole efter min sygemelding, havde jeg ikke regnet med at manglende koncentration ville blive det største problem. Jeg havde forventet at det ville være problemer med at glemme ting eller at jeg blev streset. Men nej, min hjerne spasser totalt ud og 'hopper af' når det passer den. Så når jeg er i skole forsøger jeg virkelig at holde mig til undervisningen eller lytte til læreren, men det ender med at jeg sidder og falder i søvn eller tegner krusseduller på mine papirer.

Har lige sidder og googlet for at finde diverse øvelser der kan hjælpe. For jeg føler seriøst det er ved at være et problem. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget lige nu. Jeg kan ikke koncentrere mig i skolen og jeg kan ikke koncentrere mig i selskab med andre. Så det ender med alle mulige dumme overspringshandlinger eller at jeg tager hurtigt hjem igen fra fester eller besøg hos venner.

Jeg har altid været god til at falde i staver, men det er bare lidt for slemt for tiden. Jeg er træt af at jeg hele tiden falder hen og ikke hører hvad der foregår rundt omkring mig. Og det gør mig egentlig skide frustreret og ked af det når jeg opdager at jeg ikke har hørt hvad der er blevet sagt til mig. For selvom jeg altid har gjort det, så irriterer det mig virkelig at det er så meget værre nu og at jeg ikke rigtig kan styre det. Selvom nogle af dem rundt om mig, siger det ikke er blevet værre, ved jeg bare selv at det skyldes min stress.
Jeg er træt af det. Jeg vil bare gerne være mig selv nu. Eller okay, jeg forventer ikke at blive mit gamle jeg, da det her har ændret meget for mig. Men så vil jeg bare gerne blive mit nye jeg med det samme. For mit nye jeg skal ikke være så skide ukoncentreret og fjern som jeg er p.t.

Jeg er også pisse nervøs for hvordan den koncert kommer til at gå. For det er mig der står for alt planlægning og arbejde op til og det er mig der skal holde styr på det hele på selve dagen. Jeg er glad for at det er sådan, for jeg har mulighed for at overbevise mig selv om at jeg ikke er gået helt bag om dansen efter min sygemelding. Men jeg er bare så bange for at jeg ender med at gå helt ned på det, fordi jeg ikke vil kunne klare at miste koncentrationen på et uheldigt tidspunkt, lige netop den dag. Der skal ikke meget til at vælte mig den dag, tror jeg.

Så lige nu mangler jeg en eller anden fast hverdagsrutine. Bare en lille ting som måske kun tager fem minutter hver dag, men en ting hvor jeg er nød til at leve her og nu og som jeg kan gøre hver dag uden at køre sur i det. Og noget som får mig væk fra alle mine overspringshandlinger. Jeg ved bare ikke hvad. Har mest lyst til at skrige min lunger ud lige nu!

torsdag den 8. april 2010

Sidetracked.

Føler mig lidt sat af. Kørt ud på et sidespor. Altså bare sådan rent mentalt.
Jeg kan ikke rigtig komme i gang igen efter ferien. Vi har projekt i den her uge og næste uge. Værdikædeprojekt, det er lige så spændende som det lyder.
Normalt kan jeg godt finde ud af de ting vi laver på skolen, men lige det her projekt kan jeg slet ikke komme i gang med.

Alt det vi bliver undervist ryger ud, hurtigere end det kom ind. Så jeg føler egentlig bare jeg sidder og lytter til de andre, uden at bidrage med noget særligt.

Jeg tror jeg er kommet til en ny fase, i den proces der skal hjælpe mig tilbage til et helt menneske. Jeg føler mig bare ikke helt klar. Jeg var jo egentlig lige ved at finde et ståsted, hvor der var plads i mit hoved til at yde, lytte og bidrage. Men BANG! så kom det snigende og jeg nåede ikke at opdage det. Så nu er jeg sat ud af spillet igen. Dårlig timing Better!

Den fornemmelse jeg har i mit hoved nu, er tomhed. Næsten stilhed af og til. Sjovt nok den stilhed jeg ønskede da jeg var sygemeldt. Dengang var der kun hvid støj og flimren. Jeg forstår bare ikke hvorfor det skal være lige nu! Jeg har ikke tid til at skulle granske min sjæl lige nu. Jeg kan ikke helt overskue at skulle være den person i gruppen, der skal have pauser og en stille stund konstant. Jeg er træt af at skulle prøve at forklare fremmede mennesker om noget så privat, noget som jeg ikke helt selv ved hvad er endnu. Og jeg ved at det kommer til at lyde vrøvlet og usammenhængende. Jeg ved bare også at jeg er nød til det, for jeg vil hade mig selv hvis jeg ikke får det sagt.

Havde egentlig håber den her blog kunne gøre mig lidt glad. Eller i det mindste få mig til at tænke lidt positivt. Men den klump jeg havde i halsen da jeg startede, ville ikke engang blive til tårer. Det er nok for tidligt endnu.
Så nu er det bare tilbage til at tage en dag af gangen. Huske at passe på mig selv først og huske at finde et stille øjeblik. Huske at få tømt mine tanker ud inden jeg går i seng og huske at snakke med dem, der så gerne vil lytte.

tirsdag den 6. april 2010

A whole new woooooorld!

Sidder alene og tænker i aften. På fortid og fremtid. Og hvordan jeg ikke kan glemme det ene og frygter det andet.

Samtidig pløjer jeg youtube igennem for Disney soundtrack! Der er simpelt hen ikke noget bedre når man er lidt trist. Sangene er både vemodige, melankolske og energisk fremadrettede samtidig. Sådan lidt, fæld en tåre og af sted mod solnedgangen-agtige.

You can call me Lucky Luke!

onsdag den 24. marts 2010

Ideen om at blogge er par gang i ugen, er da vist gået fløjten.

Har ikke haft tid. Eller måske er det nærmere mit overskud der har manglet.
Jeg har været så fokuseret på at følge med i skolen, at alt andet er blevet skubbet i baggrunden.
Men som jeg nok burde have vidst, bliver det der ikke særligt længe af gangen.

Så nu har jeg besluttet at jeg ikke tager i skole imorgen. Jeg har så mange søde nye klassekammerater, men jeg kan ikke overskue at forholde mig til dem lige nu. Jeg har en af de dage hvor jeg knap nok kan udholde mit eget selskab, så vil spare dem - og mig selv, for det imorgen. Så må jeg se om jeg kommer afsted fredag i stedet.

Fik lige foreslået en vidunderlig sanger af en veninde, Paolo Nutini. Han har en meget genkendelig stemme, sådan en man enten elsker eller hader. De sange jeg lige har hørt, er helt aldeles fantastiske.

Men lige nu hører jeg Antony and the Johnsons' Hope there's someone




Jeg elsker den sang. Den er så dejlig trist og forførende. Man kan næsten ikke andet end at drømme og slappe helt af til den sang.

Vil prøve at se om jeg ikke kan få skrevet igen imorgen. Jeg har jo godt af det. Og et helt hoved fuld af ting at skrive om.

torsdag den 4. marts 2010

Lettelse

Jeg har valgt at tage den forrige blog ned igen.

Men jeg vil bare sige at jeg er virkelig taknemmelig lige nu. Taknemmelig for kvinder med ben i næsen, som ender med at tage hjem og få den hjælp de mangler. Det kræver sin kvinde.

tirsdag den 23. februar 2010

Nå jo.

Og så fandt jeg samtidig ud af at det link jeg sætter ind ved kommetarer på andre sider, linker til et onlinespil?? Hvad pokker sker der lige for det?
Jeg kender ikke en gang det spil. Tror seriøst min computer har brug for en tur til lægen. Og så burde jeg nok få fikset en ny mail, med spamfilter og virusscanner.

Jeg har vundet et lys! :)

http://julialahme.dk/2010/02/14/gaveregn-12-valentines/#comments

Har vundet et massagelys, hos Julia Lahme.

Godt nok er jeg single, og regner med at være det i et stykke tid. Så får nok ikke brugt lyset så meget. Men lige i dag, var det bare så tiltrængt.

Jeg har haft svært ved at starte i skole. Selvom jeg ikke skal andet end at passe skolen, så er det altså bare en hel del mere arbejde, end jeg har været vant til på det sidste. Så jeg føler nærmest kun jeg har overskud til at være tilstede og 'levende' i skolen. Resten af tiden render jeg bare rundt som en zombie og har ondt af mig selv(!!).

Det er lidt som at være 'rask' halvdelen af dagen og så være ekstremt depressiv resten af tiden. Men jeg kommer af sted og jeg klarer også tingene. Så det går da fremad. Lige i dag har det bare været ekstra slemt, men det forsvandt som dug for solen, da jeg opdagede at jeg faktisk havde VUNDET noget.. Juhu!

mandag den 15. februar 2010

Blåbær og accai

I en the. Som i følge pakken er über sund. Jeg vil selvfølgelig ikke bestride at the er sundt, men tvivler nu på, den er det sundhedsmirakel pakken promoverer.

Har haft en god dag. Den var lang og mit hoved snurrede da jeg kørte hjem fra skole. Men nu sidder jeg her og slapper af med et glas the og har det egentlig meget godt. Efter mit cola stop har jeg drukket en hulens masse the. Har rippet en pakke hybenthe, en pakke kanelthe og en hel del hvid the oven i. Men nu er der ikke mere... Suk!

Desværre er der et virkelig dårligt udbud af the i lokalområdet, så måtte prøve noget nyt, i stedet for min elskede hybenthe. Det blev så førnævnte blåbær/accai the. Det bliver nok ikke en ynglingsthe. Den lugter lidt som sort the når man åbner pakken, og smagen og duften efter den er lavet, er lidt.. Lakrids(!?) agtig.

Faktisk, som navnet måske kan antyde, så var en del af meningen med denne blog at anmelde the. Skrive om den ro jeg finder i en god the og de tanker jeg får vendt når jeg drikker den. Det er så ikke blevet til så mange tanker om the, men til gengæld så har jeg fået drukket en hulens masse af den! Skål!

(Lakrids... bvadr!)

søndag den 14. februar 2010

En, to, TEKO

Og et skridt frem og to tilbage.

Startede så på skolen i fredags. En spændende dag, med 34 nye ansigter. (Og så er det kun i den klasse jeg er i) De første par dage gik fint, jeg følte mig ikke stresset og kunne sagtens følge med. Fredag blev det hele så bare for meget. Jeg fik det dårligt og havde mest lyst til at løbe skrigende væk. Manglede min evne til at holde kontakt med omverdenen. Jeg tror det værste ved stress er hele tiden at være ude af takt. Ufrivilligt at være pakket ind i vat.

Det har været lidt kompliceret, i forhold til min stress, at starte. For det er jo ikke lige første dag, under en navnerunde, man siger: "Hej, mit navn er Elsebeth og jeg har stress! Så ser du mig sidde i et hjørne og stortude en dag, er det bare derfor" Heldigvis er der et par søde nye klassekammerater som ved det og så må jeg se, om jeg fortæller resten det senere.

Fik egentlig lidt af et chok. Det kom meget bag på mig at det stadig betød så meget. At jeg ikke er 'rask' endnu. Selvom jeg ved det ikke sådan lige går over, så har jeg jo bare det naive håb, at to gode uger er lig med 'kun fremskridt'. Så hele weekenden har været en tur ned ad bakke. Endda så langt at jeg begyndt at blive svært forpustet igen. Bare ved at tænke for meget og derved stresse mig selv. (har 7, 9, 13 ikke haft rigtig angst, men kun forstadiet til det)

Men så i dag fandt jeg pludselig gulerodden. For selvom jeg, ved at starte på min uddannelse, har forpligtet mig mere end jeg egentlig har lyst til, så vil jeg virkelig gerne det her. Gulerodden er, at nu er jeg i gang med noget jeg brænder så meget for, at jeg af og til bliver så op slugt at jeg glemmer tid og sted. Og stress!

Jeg ved at skolen vil stresse mig meget det næste stykke tid, men jeg har fundet et sted hvor jeg føler at der er brug for mig. Plads til mig. Hvor jeg kan finpudse mine ekspertiser og hvor der er brug for dem. Det er noget jeg ikke har haft mulighed for at gøre i meget meget lang tid.

Fandt et gammelt billede i dag. Nok ca. 4-5 år (og 10 kg!) siden. Men på det billede er jeg glad. Sådan rigtig glimt-i-øjet og stress-fri glad. Og lidt skrap. Men det der glimt i øjet, det er mit mål!

tirsdag den 9. februar 2010

Piv.

Er ved at være klar til at tage i skole. Vi kører 7.30.

Er lidt spændt, men kun en lille smule af og til. Men det bliver hurtigt afløst af skræk. Jeg er skrækslagen! Min comfortzone er skrumpet til minimal her på det sidste. Og i dag... Lige i dag skal jeg træde et MEGET stort skridt udenfor den og håbe på jeg kan tage bare lidt af den med mig.

Og så bare fordi jeg starter på en skole, som jeg har gået på før...

Tvivl

Havde egentlig skrevet en blog her til aften. Om frygten for ikke at lykkes og angsten for fiasko. Men er meget i tvivl om jeg skal smide den op igen. Gider jo heller ikke lyde som en eller anden tudesisse.

Starter i skole i morgen. Og det eneste jeg føler lige nu er egentlig frygt. Den frygt for ikke at lykkes og angsten for at det ikke er det, efterlader ikke plads til glæde og spænding. Så lige nu føler bare at dagen i morgen skal forsvinde, bare sådan sige 'puff' og væk var den. Findes ikke og fandtes aldrig.

Jeg ved jo godt, at lige meget hvad så får jeg noget ud af det. Om det så bliver glæden over at ville det, eller glæden ved at have prøvet det, tja det vil tiden vise.

Den anden blog var også om at jeg er kommet langt siden November, men lige nu? Lige nu ville jeg gerne, at jeg var kommet lidt længere.
Der er kun en ting at gøre og en ting at huske.
En vej frem, en dag ad gangen.

(ad er et mærkeligt ord)
http://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/ad-eller-af

mandag den 8. februar 2010

JACKPOT!

I anledning af skolestart på onsdag, har jeg jo bestemt mig for at få styr på mit klædeskab. Men eftersom at hele mit værelse stadig flyder med flyttekasser, besluttede jeg mig for at få styr på det først.

Og nede i hjørnet af en kasse med stel, lå der sørme en overflod af tøj jeg har savnet.
Masser af korte og langærmede t-shirts, kjolEN - den lille sorte som altid passer og sidder fint, og min elskede skiundertrøje. Puha, er jo helt lykkelig nu, og så bare fordi jeg fandt noget tøj. Men det var nu også tiltrængt med et lille hurra-øjeblik. Men det kan jeg skrive om senere, nu skal der ryddes mere op. Og vaskes tøj!

fredag den 5. februar 2010

Kreativ udvikling.

I dag var min sidste dag på arbejde. Starter på skolen på onsdag, så jeg har lige et par dage til at blive helt klar i. (skal tjekke min garderobe igennem, for at finde andet end arbejdstøj!)

Det er altid lidt mærkeligt, den sidste dag på en arbejdsplads. Havde virkelig svært ved at slæbe mig på arbejde imorges. Skulle ud til nogle dejlige mennesker, men gad bare ikke. Den der, nu er det alligevel slut-følelse, og så kan det hele jo egentlig bare rende mig. Så trak den lige lidt længere end normalt.
Kom endelig af sted og havde en god dag. Er dog stadig glad for at det er overstået, og at jeg nu er helt færdig med at gøre rent for folk. Arbejdet har været fint, men jeg kan bare ikke skrubbe flere toiletter eller vaske flere gulve. Det hænger mig så langt ud af halsen, at man skulle tro det var løgn.

Det er på tide med noget luftforandring. Det får jeg så fra på onsdag. Skal starte på den mest inspirerende og kreative skole jeg nogensinde har set. Sidst jeg var der, var den dag lægen sagde stress-reaktion og jeg sygemeldte mig selv. Var til optagelsessamtale halvanden time før jeg var ved lægen. Fatter stadig ikke hvordan fanden jeg kunne hænge sammen til det. Husker dog stadig den varme der spredte sig i hele kroppen da jeg var der. Hele miljøet deroppe er så dejligt befriende og kreativt. Og jeg har lært så meget på den skole før. Så på trods af min tvivl om uddannelsen, glæder jeg mig så meget til at komme derop. <3


Sidder med en lidt stresset og små melankolsk stemning i hele kroppen lige nu. (og har haft den VILDESTE cola-trang hele dagen) Er lidt i tvivl om, jeg har brug for luftforandring på flere punkter i mit liv. Min krop prøver i hvert fald, at sige at noget stadig ikke er godt nok. Indtil videre vil jeg dog lige starte på skolen og få en god start der, før jeg ser om jeg skal lave flere store ændringer i mit liv. En ting af gangen!

onsdag den 3. februar 2010

Ny skole, ny start og sløve lille mig.

På onsdag starter jeg på en uddannelse. Jeg glæder mig, men er samtidig også lidt forvirret omkring det. Jeg ved det bliver spændende, men jeg har svært ved at overskue hvad det helt præcis er det kan give mig i sidste ende.

Og så kan jeg slet ikke se hvordan pokker, jeg skal få barberet mit morgenritual ned til 1-1½ time. Det er et tidsrum der, for de fleste, ville være ren luksus, men for mig tager det mellem fire timer og en hel dag efterhånden.
Det har selvfølgelig meget med min stress-reaktion og min sygemelding at gøre. Men lige nu virker det bare, SÅ uoverskueligt at skulle nå at spise, få tøj på, sætte hår, lægge en smule make-up og få overtøj på indenfor den tidsramme. Puha.
Kan ikke andet end grine af mig selv når jeg læser ovenstående. For hold da op hvor er jeg blevet sløv. For et år siden havde jeg vasket tøj, arbejdet, trænet og cleanet køkkenbordet på det her tidspunkt. Og helt uden at stresse.

Det er som en helt anden verden, når jeg tænker bare et år tilbage.

Men for at være lidt positiv, så er jeg faktisk ikke bitter over det. Selvfølgelig gør det mig trist og det giver mig også lyst til at græde. Bare lidt. Men jeg ved at jeg nok skal vende tilbage, med samme overskud som jeg havde førhen. Jeg skal nok blive den samme glade og givende person som før, men jeg ved også at jeg vil have lært at passe på mig selv først. Der er ingen der får lov at stikke snablen for dybt i mit kar igen! (der knytter sig en sjov historie til den sætning, men den får i en anden dag.)

Så jo, jeg glæder mig til på Onsdag, også selvom jeg ved det bliver hårdt. For selvom jeg har fået bygget mig selv nogenlunde op igen, så er det altså lidt en prøvelse at skulle teste det af for en masse nye mennesker og i, næsten, nye rammer.

Zero cola!

Har været MONSTER afhængig af cola zero, i virkelig virkelig virkelig lang tid. Men i fredags tog jeg en beslutning. Ikke mere Cola! Eller næsten ikke. (jul, påske, pinse und so weiter)

Er ellers vant til at drikke det 24/7, og i visse perioder har jeg drukket det i stedet for vand. Egentlig ikke fordi det altid smager himmelsk, bare fordi det var nemt. Så siden den 30. Januar 2010 har jeg kun fået en sølle dåse-cola(i mandags). Den varede så også en hel eftermiddag.

Er faktisk lidt stolt af mig selv, har egentlig ikke haft den vilde trang til cola, og jeg savner det sgu egentlig heller ikke. Har så til gengæld drukket cirka 1000 liter. lækker hybenthe. Mums.

lørdag den 30. januar 2010

Blog?

Blog...

Nu har jeg min egen blog... hmm, og hvad så nu?
Tjo, tanken bag var at skrive mig ud af den stressreaktion, der ramte mig før jul. At huske mig på de positive punkter i min hverdag. At se, forstå og påskønne de små fremskridt.
Muligvis fortælle lidt om hvad jeg kan lide at lave, den uddannelse jeg snart starter på eller min passion for en god kop the. Eller rettere GLAS the, for the smager nu en gang bedre i et rigtigt glas.

Men hvordan skal sådan en blog egentlig se ud. Hvor lang skal den være?
Skal det være en grundig beskrivelse af et bestemt emne? Eller måske nærmere små glimt af hverdagen, med et lille billede ved?

Skal jeg blogge hver dag? Eller hver uge? Eller bare når jeg lige har genopfundet den dybe tallerken? Ja ja, det kunne jo ske.

Tror bare jeg vil se hvor det tager mig hen, og om jeg egentlig kan finde ud af det her halløj.

God lørdag.