Ideen om at blogge er par gang i ugen, er da vist gået fløjten.

Har ikke haft tid. Eller måske er det nærmere mit overskud der har manglet.
Jeg har været så fokuseret på at følge med i skolen, at alt andet er blevet skubbet i baggrunden.
Men som jeg nok burde have vidst, bliver det der ikke særligt længe af gangen.

Så nu har jeg besluttet at jeg ikke tager i skole imorgen. Jeg har så mange søde nye klassekammerater, men jeg kan ikke overskue at forholde mig til dem lige nu. Jeg har en af de dage hvor jeg knap nok kan udholde mit eget selskab, så vil spare dem - og mig selv, for det imorgen. Så må jeg se om jeg kommer afsted fredag i stedet.

Fik lige foreslået en vidunderlig sanger af en veninde, Paolo Nutini. Han har en meget genkendelig stemme, sådan en man enten elsker eller hader. De sange jeg lige har hørt, er helt aldeles fantastiske.

Men lige nu hører jeg Antony and the Johnsons' Hope there's someone




Jeg elsker den sang. Den er så dejlig trist og forførende. Man kan næsten ikke andet end at drømme og slappe helt af til den sang.

Vil prøve at se om jeg ikke kan få skrevet igen imorgen. Jeg har jo godt af det. Og et helt hoved fuld af ting at skrive om.

Lettelse

Jeg har valgt at tage den forrige blog ned igen.

Men jeg vil bare sige at jeg er virkelig taknemmelig lige nu. Taknemmelig for kvinder med ben i næsen, som ender med at tage hjem og få den hjælp de mangler. Det kræver sin kvinde.