torsdag den 29. april 2010

Jeg er lidt bange..

Jeg er lidt bange, for alt det her med at være voksen. Jeg er lidt bange, for at have taget permanent skade af min stress. Jeg er lidt bange, for at leve livet...

På lørdag flytter min søster og jeg officielt, og endeligt(!), ind i vores lejlighed. På den ene side glæder jeg mig rigtig meget. Men på den anden side er jeg skrækslagen ved tanken. Det føles godt, men på den anden side minder det mig, alt for meget om sidste gang jeg flyttede hjemmefra. Dengang flyttede jeg sammen med en kæreste og jeg gik op i alt det der med at gøre det godt for os begge to. At hygge og nusse og pleje vores fælles hjem. Og jeg glædede mig over at gøre det. Men så på et eller andet tidspunkt forsvandt hyggen og det hjem blev et stort kaos. Det var ikke længere mit hjem og jeg blev nød til at finde et andet.

Jeg endte hjemme ved min mor, men det har ikke rigtig føltes som et hjem. I hvert fald kun til låns. Så de sidste 5 måneder har jeg ikke haft et fast stå sted. Jeg har følt mig lidt hjemløs og jeg har savnet at have noget der var mit eget. Men et eller andet sted har jeg nydt at der ikke var noget ansvar, at der ikke var noget der var mit. For det gjorde for ondt at tænke på det nederlag jeg følte da jeg flyttede. Nu flytter jeg igen. Jeg har gået og glædet mig til den dag i flere måneder, men nu hvor den er her, er jeg fuldstændig skrækslagen ved tanken.

Jeg er nød til nu, for alvor, at finde mig selv igen. Jeg skal starte forfra med at skabe noget der virkelig er mit. Kun for min skyld. Kun for mig.

Kun for mig.. Det er den mest simple sætning at sige. Jeg har bare så svært ved det. For jeg har altid haft den ide, at jeg skulle gøre mit bedste for at gøre andre glade. Det kostede mig bare for meget sidste efterår. Det fik mig helt ned med nakken og nu må jeg tage mig selv i kraven og gøre det her for mig selv. Jeg er bare ikke født til at være egoistisk. Men jeg ved jeg klarer det. Jeg ved at det her bare er endnu et skridt imod at blive et helt menneske igen.

Da jeg startede med at skrive, havde jeg en følelse af angst i hele kroppen. Den er ved at lette nu, men det slår mig lidt at det hele hænger sammen på en helt fantastisk måde. At hver gang jeg tror at det er et nyt problem der opstår. En ny angst eller en ny tristhed. Så er det bare et hint om, at der ligger en løsning eller en forklaring lige for snuden af mig. Jeg ved jo godt hvorfor jeg er bange for at flytte. Det er jo nu det bliver alvor. Det er nu jeg virkelig gør noget for mig. Det er nu jeg får mit eget sted og nu jeg skal lære at være mig igen. Og det skræmmer mig. For når man ikke har et sted som er ens eget og 'kun' har et sted man låner, så er det så nemt at glemme. At ignorere symptomerne og fortrænge årsagen. Det bliver snart lidt sværere. Og godt det samme. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar