torsdag den 8. april 2010

Sidetracked.

Føler mig lidt sat af. Kørt ud på et sidespor. Altså bare sådan rent mentalt.
Jeg kan ikke rigtig komme i gang igen efter ferien. Vi har projekt i den her uge og næste uge. Værdikædeprojekt, det er lige så spændende som det lyder.
Normalt kan jeg godt finde ud af de ting vi laver på skolen, men lige det her projekt kan jeg slet ikke komme i gang med.

Alt det vi bliver undervist ryger ud, hurtigere end det kom ind. Så jeg føler egentlig bare jeg sidder og lytter til de andre, uden at bidrage med noget særligt.

Jeg tror jeg er kommet til en ny fase, i den proces der skal hjælpe mig tilbage til et helt menneske. Jeg føler mig bare ikke helt klar. Jeg var jo egentlig lige ved at finde et ståsted, hvor der var plads i mit hoved til at yde, lytte og bidrage. Men BANG! så kom det snigende og jeg nåede ikke at opdage det. Så nu er jeg sat ud af spillet igen. Dårlig timing Better!

Den fornemmelse jeg har i mit hoved nu, er tomhed. Næsten stilhed af og til. Sjovt nok den stilhed jeg ønskede da jeg var sygemeldt. Dengang var der kun hvid støj og flimren. Jeg forstår bare ikke hvorfor det skal være lige nu! Jeg har ikke tid til at skulle granske min sjæl lige nu. Jeg kan ikke helt overskue at skulle være den person i gruppen, der skal have pauser og en stille stund konstant. Jeg er træt af at skulle prøve at forklare fremmede mennesker om noget så privat, noget som jeg ikke helt selv ved hvad er endnu. Og jeg ved at det kommer til at lyde vrøvlet og usammenhængende. Jeg ved bare også at jeg er nød til det, for jeg vil hade mig selv hvis jeg ikke får det sagt.

Havde egentlig håber den her blog kunne gøre mig lidt glad. Eller i det mindste få mig til at tænke lidt positivt. Men den klump jeg havde i halsen da jeg startede, ville ikke engang blive til tårer. Det er nok for tidligt endnu.
Så nu er det bare tilbage til at tage en dag af gangen. Huske at passe på mig selv først og huske at finde et stille øjeblik. Huske at få tømt mine tanker ud inden jeg går i seng og huske at snakke med dem, der så gerne vil lytte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar